Ildfortælling
”Den store Gud rørte fjeldene med sin bue og skabte nordlyset som byggede bro mellem himlen og de snedækkede fjelde. Den store Gud tog en håndfuld sne, og ud af sneen skabte han shamanen, kold som sne, varm som foråret, klar som lyset og skarp som lynet.
Gammel og vis var han fra fødslen. Han kendte solskatten. Og han fik skjulte kræfter af de vældige fjelde. Et stort kald havde han. At skænke solfolket trommen, så de kunne finde solskatten. Sønner og døtre af solens folk, der havde glemt de gamle guder og solen.”
Ildfortælling er en fortælling om samerne og deres mytologi.
Ifølge den gamle samiske tradition findes der ikke nogen definitiv grænse mellem liv og død, synligt og usynligt, materie og ånd. Det guddommelige er nærværende overalt, i og under himlen, i solen, månen og stjernerne, i det jordiske og underjordiske, i naturen, træer, fjeld, sø og elv, ligesom i mennesket selv.
Samerne kalder sig for sápmelas, hvilket betyder menneske, og deres land Sápmi, menneskernes land.
Som træet der både har en synlig opadrettet krone og stamme, og et rodsystem der har sine rødder dybt nede i jorden, usynlige, har mennesket også en synlig side, kroppen og en usynlig side sjælen, psyken.
Men Ildfortælling er også et koncept som handler om at finde tilbage til naturen, ved at samles om bålet, fortælle historier og synge sange fra en svunden tid.